Fluefiskekursus

DKK 3800,- pr. person

Fluefiskekursus på Bornholm

BalticFlyFisher og Bornholm Fiskeguide byder dig velkommen på et guidet weekendophold med fluefiskeri efter havørred på Bornholm. Nu har du mulighed for at fiske efter havørred fra kysten sammen med to certificerede fiskeguider. Vi arrangerer turen på Bornholm i april, som er en af de absolut bedste måneder for havørred-fiskeri på øen.

Bornholms kyster er ideelle til fluefiskeri

Bornholm er kendt for sit fantastiske havørredfiskeri blandt andet på grund af øens selvproducerende havørredstamme, hvilket er helt unikt for Danmark. Øens kystlinje er ca. 157 km, og er med sinrå og uspolerede natur et smukt sted at fiske. Sydbornholm er præget af flade sandstrande, afbrudt af gode havørredrevirer som odder, pynter og skrænter. På strækningerne findes gode pladser som perler på en snor. Nordbornholm er præget af et barsk klippelandskab med masser af fiskemuligheder og nogle steder meget dybe steder at fiske. Østbornholms landskab er præget af sandsten og granitklipper med masser af vige og rev, og endeligt er Vestbornholm en godt blanding af det hele. Disse forskellige naturbetingelser skaber indbydende muligheder for et udfordrende havørredfiskeri.

Uanset hvad, planlægger vi turen med respekt for vejret. Heldigvis er Bornholm en lille ø, og næsten uanset vejr og vind kan vi hurtigt finde en plads at fiske på. Vi vil vise dig nogle af de pladser, som har tradition for at kaste fisk af sig på årstiden og vise, hvordan du affisker de forskellige pladser effektivt!

Erfarne fiskeguider

Silja Longhurst er passioneret fluefisker og certificeret fluekasteinstruktør i Fly Fishers International. Hun voksede op i Tyskland ved en lille å syd for Hamburg. Udover hendes kærlighed for tørfluefiskeri og laksefiskeri har Silja, gennem de sidste 14 år, fisket efter gedder og havørreder i sit hjemmevand Østersøen.
Silja underviser i ind-og udland i både en- og tohåndsfluefiskeri. Hun er ubesejret Danmarksmester i fluekast og har desuden taget flere medaljer ved verdensmesterskaberne i fluekast.
Silja Longhurst driver den nordiske afdeling af Baltic Flyfisher i København, en familievirksomhed som importerer Tim Rajeff’s ECHO stænger, hjul, liner og OPST- produkter til Europa. Udover det leder hun sin egen fluekasteskole og tilbyder som certificeret fiskeguide, guidning til både kyst- og åfiskeri.

Bjarke Borup er opvokset på Bornholm, og har fisket siden han var ganske lille. Bjarke har fisket fladfisk, havørred, torsk, gedder, karusser, skaller, aborrer og regnbueørreder. For 10 år siden startede han fiskeriet på kysten, hvor jagten på havørreden var aktiveret, først med spin og bombarda, sidenhen med fluestang som hans foretrukne. Bjarke er certificeret fiskeguide, så uanset om du fisker med flue eller spin, kan han hjælpe dig.

Turens program:

Fredag 6. april 2018:
Fra klokken 16.00bydes der velkommen på Danhostel Sandvig, hvorefter vi spiser aftensmad med efterfølgende fluebinding, snak og hygge. Vi sætter et par fluestik op, og du kan også tage dit eget med. Vi binder nogle friske yndlingsfluer og taler om fiskeriet på Bornholm. Vi gennemgår regler, fredninger og de ting, du skal være opmærksom på, når du fisker på øen. For de ivrige kan vi måske også nå en hurtig tur på kysten.

Lørdag 7. april 2018:
Til de rigtig friske er der mulighed for at starte tidligt. Der er nemlig nogle ganske gode fiskepladser tæt på Danhostel Sandvig, og hvis vejret tillader det, kan vi godt nå en plads eller to inden morgenmaden. Dette aftaler vi evt. fredag aften. Morgenmad og madpakkesmøring kl. 8.00. Herefter drager vi afsted på fisketur, som slutter ca. kl. 16. Guiderne byder på kaffe lavet over bålet i løbet af turen. Der vil være aftensmad kl. 18.00 på Danhostel Sandvig.
Herefter er der frit fiskeri, fluebinding, praktiske fluekastetips eller mulighed for at opleve øen på egen hånd.

Søndag 8. april 2018
For de morgenfriske vil et hurtigt smut ud på klipperne kunne afklare, om der måske også er morgenfriske forårsørreder, der vil bide. Morgenmad kl. 8.00, og herefter checker vi ud fra Danhostel Sandvig (for dem som ønsker det, vil der være mulighed for at lade taskerne stå til om eftermiddagen).
Vi fisker sammen til klokken 14, og herfra siger vi tak for denne gang og på gensyn.

(Der er mulighed for at booke et længere ophold på Danhostel Sandvig, hvis nogle har lyst til det).


Turen inkluderer:

  • 2 dages guidning i alt, med to professionelle fiskeguider
  • Fluekaste instruktion på alle dage – Silja er også certificeret fluekasteinstruktør
  • 2 overnatninger på Danhostel Sandvig med fuld forplejning i dobbeltværelse med enkelt seng, det er muligt at tilkøbe enkelt værelse
  • Byg selv madpakkePrisen p. Person: 3800 Dkr.

Ikke inkluderet:

  • Fiskegrej samt waders
  • Gyldigt fisketegn
  • Transport til og fra Bornholm

Vi hjælper gerne, hvis du er i tvivl om noget. Så skriv eller ring til Bjarke Borup eller Silja Longhurst:

bjarkeborup@gmail.com

Tel.: +45 3027 7848

Silja@balticflyfisher.dk

Tel.: +45 40878390

Vil du se vores andre aktiviteter?